Jigsaw smykker

Designer smykker er tit forholdsvis dyre, især hvis smykkerne er forarbejdet af ægte materialer, og der selvfølgelig også skal inkluderes fortjeneste til designeren.

Men hos Jigsaw forholder det sig helt anderledes, for designeren er er kunden selv, og smykkerne er ganske vist i ægte materialer, men til gengæld hovedsagelig i rent eller forgyldt sølv og halvædelsten i den mere rimelig ende af prisskalaen.

I butikken afholdes der jævnligt workshops, hvor man kan lære at lave sine egne smykker, så de hverken ser hjemmelavede eller billige ud.

Halvædelstenene fås i et utal af farvevarianter, ligesom der også kan blandes med et hav af skønne ferskvandsperler og spændende glasperler.

Med en masse forskelligt tilbehør som øreringe af sølv, låse, silkesnor, lædersnøre og elastik, er det kun fantasien, der sætter grænser for de unikke smykker, man selv kan lave.

Det kunne godt gå hen og blive et rigtigt pillearbejde, hvis hænderne ikke er skruet rigtigt på. Men med hjælp af diverse værktøj som f.eks. små bidetænger og pincetter, der er beregnet til smykkefremstilling, får man pludselig et helt andet greb om materialerne, så de former sig efter ønske.

Der findes nogle meget fine vejledninger til gør-det-selv smykkekunstnere på butikkens hjemmeside. Her kan man trin for trin se, hvordan en halskæde kan forlænges, eller hvordan en lås skal anbringes på en kæde af silkesnor, så de afsluttende knuder bliver skjult – let og elegant. På den måde kan man starte med at blive inspireret på forhånd, købe materialerne i butikken og til slut gå online, hvis man lige går i stå midt i processen.

En halskæde kan fremstilles for langt under 100 kr., selvfølgelig lidt afhængigt af længde og valg af halvædelsten eller glasperler. Men prisen for at lege smykke designer for en dag eller mere er til gengæld uvurderlig, og man bliver bidt af det.